Lisbjergområdet er spækket med gode historier fra oldtid og middelalder. Utallige udgravninger i og omkring byen vidner om en spændende og bemærkelsesværdig fortid og rummer fortællinger, der rager op over almindelighederne – også på nationalt plan.
Nedenfor kan du læse et udpluk af de gode historier, og du kan hente mere stof efter hvert afsnit.
Spor efter de tidligste bønder
Egådalen syd for Lisbjerg har været et attraktivt bosættelsesområde – også i stenalderen. Moesgaard Museum har udgravet en række spændende stenalderlokaliteter i området. Én af de mest skelsættende historier om stenalderen på disse kanter er fortællingen om de første bønder, og om hvordan de med økse og ild omformede landskabet. I løbet af få generationer oplevede befolkningen på den tid en række enorme samfundsomvæltninger en regulær fødevarerevolution.
På en stenalderboplads ved den gamle skole i Lisbjerg gjorde arkæologerne flere fund, som fortæller historier, der tager os langt ud i verden og helt ind i hovedet på datidens beboere i Lisbjerg.
Tæt på hverdagen for 2000 år siden
Lisbjergområdet er kendt for de mange fund fra jernalder og især fra en periode for 2000 år siden, hvor området lod til at være relativt tæt besat med gårde og mindre landsbyer, og hvor befolkningen levede i overensstemmelse med skik og brug i en større østjysk kulturkreds. Livet blandt datidens bønder virker organiseret og traditionsbundet, og man afveg sjældent fra de overordnede skabeloner for udformningen af husene, husgerådet, moden – og ved livets afslutning – begravelsen. Måske i kontrast til en tid, hvor der også var meget uro og konflikt, blandt hjemlige og germaske stammer, og hvor rygterne om Romerrigets dominans mod syd formentlig svirrede.
Af og til finder vi små udslag af leg og tidsfordriv, der glimtvis gør at jernalderindividet træder frem, og som fortæller os om den kreativitet og originalitet, der opstår i de små sprækker af tid, som findes imellem alle hverdagens praktiske gøremål.
Magt og tro i vikingetidens Lisbjerg
Lisbjerg og Lisbjerg Kirke er kendt som et betydningsfuldt magtcentrum i vikingetid og middelalder. Vi ved, at der i slutningen af vikingetiden fandtes en betydelig magthaver i Lisbjerg. Udgravninger i og omkring den nuværende kirke har nemlig afsløret, at der før den nuværende stenkirke lå en enorm stormandsgård. Alene gårdens indhegning var på cirka 2 hektar! Midt på denne gård lod stormanden i slutningen af 1000-tallet en trækirke opføre, og dermed knyttede han dyrkelsen af den kristne religion tæt til sin magtfulde person. Trækirken havde pudsede vægge og kalkmalerier, måske inspireret af den ældste domkirke i Århus og stenkirkerne ude i Europa.
Stormanden fungerede som myndighed og kongens forlængede arm i Lisbjerg herred, der allerede dengang var domineret af to vigtige linjer i landskabet: En nordgående færdselsåre gennem Lisbjerg, der den dag i dag kan erkendes som en rest af en hulvej lige syd for byen, og Egåen, der afgrænser herredet mod syd. Parallelt med Egåen har arkæologerne fundet en voldgrav, der kan følges over en strækning på knap to kilometer, og som har markeret en grænse og styrket kontrollen over trafikken igennem Lisbjerg Herred.
Landsbyfællesskab i Middelalderen
I Lisbjerg (såvel som i resten af landet) udvikledes der i begyndelsen af middelalderen et stærkt landsbyfællesskab. Hvor hver enkel gård tidligere havde dyrket markerne individuelt, begyndte man nu at drive landbruget efter et fælles system. Jordlodderne blev fordelt på sindrig vis så hver gård fik en andel af såvel mark, som skov og eng, og arbejdet på jorden blev udført i samarbejde mellem landsbyens bønder. Endnu den dag i dag kan middelalderens fælles sociale byrum i Lisbjerg spores i gadenavnet ”Forten”.
Kirken og sognet var en fast fysisk og mental ramme om livet begivenheder, og ved livets afslutning blev sognebørnene begravet tæt sammen i den indviede jord ved kirken. Nogle af beboerne i middelalderens Lisbjerg genså dagens lys i 2015, da der skulle opføres et nyt hus på en grund, der støder op til Lisbjerg Kirkegård. Grunden er efter sigende Århus mindste byggegrund. Men den var samtidig meget tæt ”beboet”, hvis man tæller de døde med. På et areal på blot 56 m2 udgravede Moesgaard Museum nemlig 37 skeletter – 24 voksne og 9 børn.
Nogle af de tidligst begravede personer på den lille byggegrund har måske oplevet, da det berømte gyldne alter blev sat ind i Lisbjerg Kirke (i 1100-tallet). Lisbjerg-alteret er et enestående eksempel på de ”gyldne altre”, der har været kendt i hele Europa, og det kan beundres i Nationalmuseets middelalderudstilling.
